Top banner
Du er her: Nyheder Print
colorbanner
        FORSIDE
        NYHEDARKIV
        TIL NYE RYTTERE
        TRÆNINGSTIDER
        KØB & SALG
        BILLEDER
        LINKS
        SPONSORER
        KONTAKT
        SOCIALE MEDIER

KVALITET FRA START TIL MÅL

28-01-2008 af Eliteudvalget
Team Kvickly Odder 2008 er begyndt på forberedelserne til sæsonen. I år skal ’kvalitet’ være nøgleordet for cykelholdets aktiviteter. Det indebærer følgende ifølge sportschefen Simon Borchmann: planlægning, evaluering og medindflydelse. Holdet bliver på mindst 7 ryttere.

Team Kvickly Odder 2008 har sin grundstamme på plads og er for længst begyndt på forberedelserne til sæsonen. Der er på nuværende holdt to samlinger hvor holdet dels har udformet en holdmanual, dels har lavet øvelser i samarbejde på landevejen. Og ifølge Odder Cykelklubs eliteudvalg tyder alt på at det er et afklaret, motiveret og velafbalanceret hold. Grundstammen kommer til at bestå af 7 ryttere, men der føres stadig samtaler med mulige nye rytteremner. De 7 ryttere præsenteres sådan af eliteudvalget:

Lars Werenberg – back to basics
Lars har kørt for Team Kvickly Odder siden 2000, og det gør han igen i år. Heldigvis - for Lars er på mange områder en meget talentfuld rytter. Han har både meget kraft i forhold til vægt og i forhold til frontareal. Således kan han køre stærkt i såvel kuperede løb som enkeltstarter. Derudover er Lars meget seriøs og konsekvent med det han gør. Så da Lars allerede i 1999 kørte et godt DM, var der mange der forventede store resultater i fremtiden. Lars har da også lavet gode resultater, herunder en 10. plads i det kuperede UCI etapeløb Ringerike og en 10. plads ved DM i enkeltstart. Men vi er flere der sidder med en fornemmelse af at der er mere i Lars. Måske har han fået for lidt eller for dårlig vejledning. Op til denne sæson er Lars gået tilbage til udgangspunktet i 2000 hvor han trænede meget struktureret. Så måske er det i år Lars skal have den sejr i A-klassen han stadig har til gode.

Rasmus Fjordside – efterårets mand
Rasmus er ny på Team Kvickly Odder. Allerede som junior fremstod Rasmus som et meget stort talent, og han kronede også juniortiden med flere store resultater: en sejr i etapeløbet Keizer der Juniores Koksijde, flere danske mesterskaber i enkeltstart, og en 12. plads ved VM i enkeltstart. Som U23 rytter kørte Rasmus for GLS og høstede bl.a. en 4. plads i U23 udgaven af Liege-Bastogne-Liege 2005. Midt i sæsonen 2006 stoppede Rasmus imidlertid idet han prioriterede at komme godt i gang med sin uddannelse til arkitekt. Nu er Rasmus tilbage i eliteklassen efter 1½ års pause. Rasmus skal nok lige have lov til at komme i gang igen. Og med et forår fyldt med kurser, projekter og eksaminer, skal vi nok først forvente at se Rasmus fremme efter sommerferien hvor han kan koncentrere sig 100% om træningen.

Kasper Eibye – i det lange løb
Man kan let komme til at undervurdere Kasper. Men det skal man ikke. I de lange løb lever han en anonym tilværelse de første 160km for pludselig at dukke op i front; og så skal feltet ikke give ham meget snor før de aldrig ser ham igen. På samme måde kan Kasper holde sig i baggrunden i foråret for så pludselig at dukke op for fuld styrke i august og lave gode resultater. I 2007 var Kasper meget tæt på en sejr i et hårdt løb i Luxembourg, ligesom han var en ringbredde fra UCI point i Sverige. Derudover er Kasper en meget vigtig mand for holdet; han bidrager positivt til holdånden og er altid parat til at hjælpe andre hvis han ikke selv har benene. Så vi er rigtig glade for at Kasper også kører for Team Kvickly Odder i 2008. Op til denne sæson har Kasper arbejdet med sin fart, og han er allerede rigtig godt kørende, så måske får vi også Kasper at se på kortere sigt. Og måske laver han det helt store resultat i august.

Rudi Nielsen – i angreb!
Rudi er ny på Team Kvickly Odder. Han kommer fra Randers Cykelklub hvor han for det meste har kørt som en enmandshær. Med i bagagen har han bl.a. en sejr i enkeltstart i A-klassen samt en række gode placeringer i linieløb. Rudi er særlig interessant for holdet på grund af sin angrebsivrige kørestil; det er nemlig netop den offensive kørestil der skal kendetegne Team Kvickly Odder i 2008. I 2007 ramte Rudi ofte det rigtige udbrud. Det tror vi på han gør i igen år, og denne gang har han et stærkt hold bag sig.

Heine Hansen – a late blumer?
Heine er kommet til Team Kvickly Odder fra CC Gladsaxe. Han begyndte med cykle i en relativ sen alder, men han har haft fremgang hele tiden: Fra begynderklasse i 2004 til A i 2007 hvor han også nåede at lave et par gode resultater, bl.a. en 5. plads ved SM. Vi tror på at fremgangen fortsætter. Heine er først og fremmest temporytter, men han har også kørt lidt på bane her i vinter, bl.a. keirin. Så måske får vi ham at se som afslutter på en flad rute.

Kristian Skov – fra asken til ilden
Kristian har kørt for Odder i juniorklassen og er en uhyre stærk temporytter. Sidste år rykkede han op i A og direkte ind på eliteholdet. Og det var lige fra asken til ilden: Den første start var et UCI-kategoriseret løb i Frankrig. Derefter fulgte det ene store løb efter det andet. Faktisk kørte Kristian ikke et eneste almindeligt A-løb. Det var hårde vilkår, og det sled lidt på motivationen; men Kristian gjorde det ok og fik endda en 9. plads i et hårdt løb i Luxembourg. I år får Kristian mulighed for at køre sig roligt og solidt ind i A-klassen. Det er et væsentlig bedre udgangspunkt for at lave resultater. Det store mål er U23 DM i enkeltstart.

Mattias Friis – fremad er opad
Mattias har kun cyklet i to år, begge år for Odder. I det sidste løb i efteråret 2007 skaffede Mattias sig netop point nok til at rykke op i A-klassen. Og der insisterer han på at starte i den nye sæson! Så Mattias får kam til sit hår i 2008. Derfor er målet først og fremmest at falde til i A-klassen og lære at køre på hold. Men Mattias er ikke bare ambitiøs; han er også både seriøs og talentfuld: Han træner regelmæssigt og præcist som et schweizisk klokkeværk, han sidder flot på en cykel, og han er naturligt hurtig når det går opad. Så det bliver rigtig spændende at følge Mattias´ udvikling. Og det er slet ikke umuligt at vi får ham at se i finalen i et kuperet A-løb i efteråret.

Holdets målsætninger
Den overordnede målsætning for holdet er at der skal være kvalitet i alt det de laver. Hvad det vil sige, uddyber sportschefen Simon Borchmann således: ’Ja, det lyder jo unægteligt lidt vagt, men det er faktisk beskrevet helt konkret for hvert enkelt område i vores holdmanual. F.eks. gælder det for træningen at den er meget struktureret og med meget specifik intervaltræning af forskellige type og med forskellige intensiteter. Vi skræddersyr træningsprogrammerne til den enkelte rytter i samråd med rytteren og under hensyntagen til deres dagligdag og deres temperament. F.eks. kan jeg se her hvad Mattias skal køre den sidste tirsdag i januar: 4x5 minutter 85% med 100 i kadence og en lille indlagt spurt hvert hele minut, 6x1 minutters 95% med 110 kadence, og 12x40 sekunder med maksimal belastning og 50-65 i kadence. Det gør Mattias om aftenen på en kondicykel fordi det passer godt med hans dagligdag som universitetsstuderende. Og så gør han det fordi han har den psyke der skal til for at gøre det; det er nemlig slet ikke alle der har det – heller ikke eliteryttere. Hver måned indsender rytteren sin træningsdagbog. Så analyserer vi den sammen, vurderer hvad der gik godt, hvad der kan gøres bedre, og hvordan man evt. kan ændre træningsplanen så træningen fungerer bedre og resulterer i de ønskede præstationsforbedringer. Det er med andre ord meget lidt der er overladt til tilfældighederne. Så man kan sige at planlægning er et af de centrale elementer i at sikre at der er kvalitet i det vi laver. Et andet centralt element, er at vi med jævne mellemrum evaluerer på vores indsats. Det gælder såvel for konkurrence som for træning. F.eks. har vi lavet en evalueringsprocedure for holdet indsats til løb. Her gennemgår vi en række spørgsmål, bl.a.: Holdt vores plan stik? Hvad gjorde vi godt? Er der noget der skal trænes for at gøre det bedre næste gang? Og hvornår skal det trænes? Den procedure gennemgår vi efter hvert løb. Et tredje meget centralt element i at skabe kvalitet er at rytterne hele tiden inddrages i beslutningsprocessen, f.eks. når vi skal planlægge hvilke løb holdet skal køre i udlandet. Det er for det første vigtigt for motivationen. Men derudover sidder rytterne jo inde med en meget stor viden. F.eks. har sådan en som Lars kørt cykelløb i over 10 år på eliteplan, og Rasmus har kørt løb på et meget højt internationalt niveau, så de har naturligvis en masse erfaringer. Og dem skal vi selvfølgelig drage nytte af.’

Planerne for foråret
Holdet tager på træningslejr i Nice i uge 7. De første løb køres i Belgien i påsken. I år har holdet valgt at skære lidt ned på antallet af udlandsture. Til gengæld er de løb de tager til i udlandet, af høj kvalitet. Altså igen: Kvalitet frem for kvantitet. Med hensyn til løb i udlandet og store danske løb ser den foreløbige plan således ud:

- Challenge des Hesbaye, Belgien
- Copenhagen Classic 1.2
- GP Rogaland 1.2
- GP Ringerike, 2.2 etapeløb Norge
- GP Aalborg 1.2
- Etapeløb i udlandet
- Scandinavian Open 1.2 Sverige
- Albani Classic 1.2

Derudover køres den hjemlige Post Cup og løbene i A-klassen, primært de jydske.


10 seneste nyheder:
28-04-2017 Følg klubbens elite drenge Team OK Kvickly Odder U23 Elite Live på TV
25-04-2017 Team Vifra Kvickly Odder News junior Cup
24-04-2017 Sommergrill i Klubben
24-04-2017 Fællesspisning 2. maj.
22-04-2017 Team Vifra Kvickly Odder News
15-04-2017 FØRSTE A SEJR I 2017 TIL Team Ok Kvickly Odder
10-04-2017 Sejr til Team Vifra - Kvickly Odder og flotte resultater i Rødekro
30-03-2017 Skelde tilknyttet som mentalcoach
28-03-2017 Italienske fuldblodsracere til Odder Teams
27-03-2017 Aalborg Lufthavn ny sponsor i Odder
 


 
Team OK-Kvickly Odder
 
Team VIFRA-Kvickly Odder
 
 
Tour de Himmelfart
Tour de Himmelfart - dansk version Tour de Himmelfart - english version
 
 
BLIV CYKELRYTTER
 
 
Hads Herred Rundt
 
 
DM / Trek Cross
 
 
Kvickly Odder Løbet