Fjerdedagen af vores Belgienstur blev præget af et voldsomt regnvejr. Sølle 40 km blev det til inden vandmasserne væltede ned fra oven.
En hurtig beslutning, resulterede i at vi satte kursen mod vandrehjemmet og frokost. Undervejs blev det imidlertid besluttet at dagen ligeså godt kunne udnyttes til et besøg i en af Belgiens mange velassorterede cykelforretninger.
Med en fart som en sprinter på vej mod 1000 m mærket hastede flokken i bad. Kursen blev sat mod cykelmekkaet, og mens bussen snoede sig gennem Ardennernes stigninger indtog vi mad og drikke.
Besøget i butikken gav anledning til mange længselsfulde blikke efter carbon udstyr, Zipp hjul og dæk i topklasse. En del fik købt ind, selvom det mest handlede om energibar og dæk. Oplevelsen i cykelbutikken var dog en oplevelse, bestemt også for butikkens ansatte.
I gårsdagens dagbog beskrev vi kort forældregruppens kamp for at køre ledsagerbil. Den kamp blev yderligere intensiveret i dag, ikke blot på grund af vejret, gårsdagens mange højdemeter havde ligeledes trukket spor i både ben og ansigter.
Enkelte ville også vide at vandet i Belgien gav anledning til morgenhovedpine. Under alle omstændigheder var det ganske ubesværet at finde feltets gruppetto på dagens forkortede træning.
Hos drengene var der også antydninger af ømme ben og træghed når bakkerne skulle bestiges. Derfor bekom dagens korte etape alle vel.
Heldigvis lover vejrudsigten sol resten af ugen. Med den udsigt venter der lange etaper onsdag og torsdag. Dermed byder det belgiske landskab op til frokost i det grønne og masser af højdemeter.
Vi ser frem til at beskrive de næste dages bedrifter. |