Team Kvickly Odder stillede lørdag til start med fem ryttere i Tour de Namur, et femdages etapeløb i kuperet terræn i Belgien. På forhånd var det planlagt at Kasper, Lars, Mattias og Rudi skulle køre det som forberedelse til 2. halvdel af sæsonen, mens Rasmus, der har vist god form på det seneste, skulle prøve at lave resultater. Sådan gik det ikke.
På første etape styrtede Rasmus ca. 20 km før mål. Han kom på cyklen igen; men på det tidspunkt kørte feltet 55 km/t, så han nåede aldrig op til hovedfeltet. Der røg det klassement. Alle rytterne klarede sig igennem selvom gennemsnitshastigheden var 45 km/t. Lars og Mattias sidder med hjem i hovedfeltet.
På anden etape går det galt. Rasmus må stå af efter 50 km med smerter efter gårdsdagens styrt. Lars og Mattias sidder igen med feltet hjem, mens Kasper og Rudi kommer ind noget efter. Helt uforståeligt får holdet at vide at Rudi er smidt ud af løbet fordi han har holdt for længe i en flaske fra en servicemotorcykel. Pludselig er holdet nede på tre mand. Men det bliver værre endnu.
På tredje etape må Kasper stå af efter 50 km på grund af sygdom. Han er fuldstændig flad. Til gengæld kommer Lars kommer ind som nr. 22, mens Mattias bliver sat i en sidevind og mister 2 minutter.
Så Team Kvickly Odder har i skrivende stund kun to mand tilbage i Tour de Namur. Så man må igen konstatere at alt kan ske i cykelløb.
Det er imidlertid meget positivt at Mattias klarer sig så godt i så hårdt et løb; det er kun Mattias' 3. løb efter en lang skadespause.
|