Modsat gårsdagens to etaper, viste solen sig frem i Odder, da 3. og 4. etape blev kørt med mål på Vestermarken. Her blev der givet gas i alle klasser på de to etaper, hvor de store klasser blandt andet blev udsat for et grusvejsstykke, der gav nogle problemer med punkteringer, defekter mm. 4. etape var Kriterium, hvor rytterne skulle køre på en 6,2 km lang strækning, hvor der også blev kørt cykelløb i alle klasser.
I U17 erobrede norske Amund Grøndal Jansen (Team Igland Garasjen) med en etapesejr på 3. etape den gule førertrøje, som er sponsoreret af Kvickly Odder. Han har et godt forspring til de to svenske holdkammerater fra Falköping CK, Ludwig Halleröd og Marcus Fåglum-Karlsson, som er henholdsvis 1:14 og 1:15 efter.
Junior-feltet kom ikke samlet hjem på nogen af de to etaper, da de to Designa Køkken - Blue Water Junior-ryttere Kasper Svingel og Alexander Kamp tog sig af henholdsvis 3. og 4. etape, som endte i en afgørelse mellem en lille gruppe ryttere, der slap fra feltet. Den gule førertrøje sidder stadig på skuldrene af Michael Valgren (Glud & Marstrand Hobro Horsens).
Odder Cykel Klubs damerytter Julie Lykke var igen i dag flot med fremme i Dame Junior, hvor hun efter de to etaper er placeret som nummer fem – 45 sekunder efter Fie Degn Larsen (Team Designa Køkken – Blue Water Ladies), som i dag erobrede førertrøjen med sejr på 3. etape. Mens Julie ligger tæt på føringen, er Anthon Charmig stadig i den gule førertrøje i U13. På 3. etape måtte han se sig slået, men vendte tilbage på eftermiddagens etape med fornyet styrke og tog sejren.
I morgen venter der rytterne en hård etape, da Tour de Himmelfarts kongeetape står for døren, og det er en etape, som mange af feltets ryttere frygter, så der er lagt op til cykelløb. Herefter skal bakketrøjerne også uddeles i U17 og Junior, som skal over ”Pederstrup”, mens alle klasser også skal have udpeget en fighter til den legendariske fightertrøje. |