Flot solskin og en frisk vind ventede lørdag i Varde til Toyota Louis Lund A/S-løbet. Første rytter i ilden var Jakob Dybdahl i u17, som gennemførte løbets 83 km i fin stil efter længere tids knæproblemer. Om eftermiddagen startede de 3 yngste klasser fra kl. 14.00. Første start var u15, hvor 2 Odder-ryttere var klar ved startlinjen. Casper Ingeberg holdt sig fremme i forreste gruppe alle 5 omgange på den 7,3 km lange rute og kørte med i et hæsblæsende tempo i spurten. Desværre blev han lukket noget inde af en anden rytter, men kørte alligevel igen en pointgivende 7. plads hjem. Rasmus Strandsby fortsatte sin flotte fremgang efter en skadesperiode og gennemførte løbet i fin stil. Så blev det u13 rytternes tur til at køre 3 omgange på den næsten helt flade rute. Morten Stampe kom afsted som sidste mand i feltet, men viste dog på de første 2 omgange, at formen var god nok til at kunne følge med de førende ryttere i klassen. På opløbsstrækningen skilte 4 ryttere sig ud og Morten kørte en rigtig god spurt og kom i mål lige efter 2 stærke ryttere, på en flot 3. plads.
Søndag var tidtagervognen flyttet til Esbjerg, hvor der skulle køres race på en helt flad rute, denne gang også i flot solskin, men dog uden den friske vestenvind. Startrækkefølgen var byttet om i forhold til lørdag, så u15 og u13 rytterne skulle tidligst op og have gang i benene igen. Capser Ingeberg var den eneste u15 rytter fra Odder, der havde fundet frem til starten kl. 9.00 denne morgen, men hvilket løb det blev for ham. Igen holdt Casper sig med helt fremme i forreste gruppe ved de første 3 målpassager og da der skulle spurtes efter de 44 km viste Casper, at det går meget bedre, når andre ryttere ikke lægger sig i vejen, og kørte over målstregen på en forrygende stærk 4. plads. Det er Caspers bedste placering i år. U13 feltet startede 3 minutter efter u15 og de 2 bedst placerede ryttere fra lørdagens løb, lagde ud i et højt tempo fra start og fik hurtigt dannet en stærk gruppe sammen med den uovervindelige u13 pige, Emma Norsgaard. De 3 ryttere i front kørte deres eget løb, men i det forfølgende felt, kørte Morten Stampe igen et flot løb. Ved første målpassage havde han placeret sig i midten af feltet, men da rytterne viste sig på opløbsstrækningen igen, kom Morten kørende ene mand. Ca. 3 km før mål var han stukket af fra feltet og kørte alene i mål, som løbets nr. 3 og fik dermed weekendens 2. podieplads.
U17 rytterne stod klar til start efter præmieoverrækkelsen i u11-u13-u15. Dagens løb var på 73 km, som både Jakob Dybdahl og Patrick Leth gennemførte.
3 af klubbens ryttere havde forlagt deres weekend til det sjællandske for at deltage i Webike Youth Challenge, et etapeløb på 4 etaper, der køres over 2 dage. Alle 3 ryttere gjorde en rigtig god figur, Anthon Charmig sluttede på en samlet 5. plads og Jakob Vistisen på samlet 11. plads i u15, og Jakob havde undervejs i løbet bakketrøjen 1 dag. Julie Lykke sluttede på en samlet 2. plads i Dame Junior og Julie blev også nr. 2 i bakkekonkurrencen. |