I den forgangne weekend var der arrangeret 2 cykelløb og denne gang foregik det i Skive og omegn. Lørdag blev der kørt enkeltstart i udkanten af byen. I u13 vandt Morten Stampe en overbevisende sejr og kørte de 10 km næsten 1 minut hurtigere end nr. 2, mens u15 klassen blev afgjort med 2 sekunders forspring til Anthon Charmig. I u17 fik Patrick Leth point på 13. pladsen, mens Jesper Sommer Jensen blev nr. 29, Jakob Engelund Vistisen nr. 36 og Casper Ingeberg nr. 37.
Søndag var tidtager-vognen rykket ind til Skive og her blev der kørt cykelløb på en rundstrækning på 3,4 km. I u11 var Jeppe Andreasen uheldig og måtte udgå efter et styrt. I u13 stod Morten Stampe for dagens spænding ved at vinde et utroligt tæt spurtopgør, efter at have kørt i et udbrud med 2 andre ryttere det meste af løbet. Mads Bak Bjerregaard kørte også et rigtigt flot løb og endte på 9. pladsen lige uden for pointene. I u15 tog Anthon Charmig ret tidligt i løbet sagen i egen hånd og satte resten af feltet af. Derefter kørte han alene til mål, hvor han sejrede overbevisende med mere end 1 minuts forspring til nærmeste forfølger. I et stærkt u17 felt fik både Casper Ingeberg og Jakob Dybdahl point på henholdsvis 21 og 22. pladsen.
|