Rødekro CC havde lørdag inviteret til Meldgaard-løbet på en 24 km lang rundstrækning. Vejret var koldt og vådt og ruten bød på en 1,1 km lang bakke, der bliver kaldt ”Hundeklem” og som stiger 11%, hvor den er stejlest.
Første Odder-rytter på opløbsstrækningen var Morten Stampe i u13. klassen, som skulle køre en runde. Han havde kun selskab af en rytter fra Thorsager, resten af feltet var sat af ude på ruten og de sidste var rystet af på bakken. På bakken kørte Thorsager-rytteren rigtig stærkt og fik et lille forspring til Morten, som han dog indhentede på det flade stykke indtil mål og han vandt spurten klart. Mads Bak Bjerregaard deltog også i klassen og kom fint i mål midt i feltet.
Næste klasse i aktion var u15, som skulle køre 2 runder og hvor Anthon Charmig deltog. Ved første målpassage var Anthon i front sammen med en rytter fra Vejle, som dog blev hægtet af, da de skulle over ”Hundeklem” anden gang. Derefter kørte Anthon alene til mål og vandt løbet med 22 sekunders forspring.
U17 klassen startede ud på eftermiddagen og skulle køre 3 runder. 3 ryttere fra OCK kom med hovedfeltet hjem og fik point, som nr. 10 Patrick Leth, nr. 14 Jakob Dybdahl og Casper Ingeberg på 22. pladsen.
|