Lørdag havde CK Djurs arrangeret cykelløb i Thorsager og omegn. Kombinationen af nogle gode bakker og en ret kraftig blæst plejer at passe de fleste B&U ryttere fra Odder ret godt og det startede da også rigtig fint i u11, hvor Jeppe kørte i mål på sin bedste placering i år som nr. 3. Stilen fortsatte i u13, hvor også Lucas Wulff Andersen kørte sin bedste placering hjem på 4. pladsen og Nicklas Korsager Elkjær fik point for 10. pladsen. Mads Bak Bjerregaard gennemførte også løbet. I u15 kiksede det en smule for Simon Fendinge Olsen og Morten Stampe, som dog fik point på 11. og 14. pladsen og herefter gik det helt galt, da politiet midt på dagen afblæste resten af løbene.
Søndagens løb foregik i Hobro, hvor Anthons store talent igen blev vist frem på flotteste vis, da han, og en enkelt rytter mere, kom i mål 3 minutter foran hovedfeltet. Anthon vandt spurten og sikrede sig dermed sin 2. sejr foran sine 1 og 2 år ældre konkurrenter i u17-klassen. Casper Ingeberg sluttede som nr. 11 og Jesper Sommer Jensen og Jakob Dybdahl gennemførte også løbet. I u15 blev Morten nr. 8, i u13 fik Lucas og Nicklas point på 10. og 12. pladsen og Mads blev nr. 15. I u11 kom Jeppe ind på 6. pladsen.
|