Torkil Veyhe og Nicolai Steensen skal også i den kommende sæson køre for Odder CK, har holdet offentliggjort. Torkil Veyhe har kørt hele sæsonen i Odder, mens Steensen kom til holdet forholdsvis sent i sæsonen, da han og J. Jensen-Ramirent stoppede samarbejdet.
Torkil Veyhe startede sæsonen med lyn og torden i B-klassen, hvor han efter fem løb havde kørt sig op i den bedste klasse. Efter en flot 12. plads i sit debutløb i A-klassen skulle han dog lige vende sig til tempoet og længden i A-løbene.
Han er færøsk landsholdsrytter og vandt det færøske mesterskab sidste år i både linjeløb og enkeltstart, ligesom han også sidste år vandt Færøerne Rundt. I 2014 tørner han altså igen ud for Odder CK.
Nicolai Steensen er tilbage i Odder, hvor han altså også har valgt at køre næste år. Nicolai, lillebror til André Steensen, passer godt ind på holdet, meddeles det, idet det også tilføjes, at man venter en god sæson fra hans side.
For et par år siden var Nicolai Steensen et stort talent, og han hentede blandt andet medalje ved U23 DM samt vandt flere løb i A-klassen, men han har siden været ramt af skader og har ikke de to seneste sæsoner fundet tidligere tiders niveau.
Odder CK oplyser, at de i den nærmeste fremtid vil offentliggøre flere ryttere.
|