Odders junior hold havde 4 topmotiverede og meget spændte ryttere til start ved DM i linieløb som søndag blev kørt i Rønde. Der ventede rytterne en hård og krævende rute i det kupperede terræn på Djursland, i alt 126 km. De 4 ryttere var oppe mod den absolutte junior elite i Danmark, og der var i alt 131 rytter til start.
Odderrytterne viste stort overskud, og fulgte flot med. Desværre måtte Casper Ingeberg udgå, men de øvrige 3 fulgte med i det hæsblæsende tempo. Først på 9. og sidste omgang måtte de slippe de forreste. Frederik Lund blev bedst placerede Odderrytter. Frederik havde en personlig målsætning, at slutte i top 40 og dette blev indfriet med en flot placering som nr. 39. Umiddelbart efter fulgte Victor Skovsgaard, og Victor viste dermed at han fortsætter med meget flotte resultater. Tobias Hjortshøj, som kørte sit første DM i juniorklassen havde ikke mere at give af på sidste omgang, men kom flot i mål med er tidstab på små 4 minutter til vinderen. |