Anden afdeling af Marcello Bergamo cuppen, blev i dag afholdt på den sædvanlige rute omkring Ikast. Ruten der som altid truer med sidevindskørsel, endte i stedet med at blive en klassisk sprinter etape. Vinden lå desværre ikke til, at man kunne splitte diverse felter og for de fleste felter endte det derfor med en massespurt.
I B klassen er Jorn Oerlemans godt kørende for tiden. Det beviste han igen med dagens resultat. Den gode kørsel fra i går, fortsatte nemlig i dag og det lykkedes ham at komme hjem til endnu en tredjeplads. Dette betyder altså han nu befinder sig på en 2. plads i klassementet. Oerlemans har efterhånden fået samlet nogle point sammen og vi venter derfor spændt på, at han snart kan rykke op i A klassen og tilkoble sig resten af Team Ok Kvickly odder.
Vores kære junior drenge var også godt kørende. Som beskrevet var dagens afdeling ikke hård nok til at kunne splitte feltet eller komme afsted i en mindre gruppe. Dette betød i Junior klassen, at man kom hjem til en massespurt. Her var det Christian Bahr der viste gode takter med en 12. plads.
En godkendt afdeling for Odder cykelklubs ryttere, som må se frem til den afgørende afdeling i morgen i Hammel. Her har vi en afdeling som er aldeles hård, hvilket kommer til at passe vores ryttere bedre. Ruten byder nemlig på den legendariske stigning, Pøt mølle, og det bliver derfor interessant at se om Oerlemans er i stand til at tæmme stigningen.
Hvis vi følger udtrykket ”tredje gang er lykkens gang”, så tror jeg, vi bør håbe på det bedste. |