Søndag deltog Odders junior team i 6. og sidste afdeling af juniorernes Bell cup, som blev afviklet i Sorø. Distancen lød på 135 km over syv omgange på den kuperede rute omkring Sorø. Små 60 ryttere var til start og med en skinnende sol og let vind var der lagt op til et flot cykelløb. Odder stillede med fem mand der alle havde vis stigende formkurve inden for de seneste par uger, så forventningerne til løbet var høje. Første omgang blev kørt med en meget høj udgangsfart som lagde en dæmper på lysten til længere ”morgenudbrud”. Selvom flere ryttere måtte slippe feltet havde Odder efter at have tilbagelagt 100 km stadig alle fem ryttere med i feltet. Løbet havde på dette tidspunkt været præget af en masse mere eller mindre seriøse udbruds forsøg der dog alle var blevet kørt ind og forsøg på at splitte feltet i sidevinden. Mens de tre af Odders ryttere –Jesper, Henrik og Christian, havde siddet i front af feltet og været aktive, havde de resterende to –Joakim og Kasper, skjult sig lidt i feltet for at spare kræfter til finalen. På de to sidste omgange markerede Odders ryttere sig med konstant at vise initiativ og være at se i fronten af feltet. En omgang før mål slap fire ryttere af sted og fik afgørende hul til feltet. Desværre havde Odder ingen med i denne gruppe som var repræsenteret med to ryttere fra hver af de to stærkeste juniorhold i Danmark (pt) –PH og Herning. Det lykkedes imidlertidigt for Christian Pedersen at slippe af sted fra feltet med 10 km til mål og få et godt forspring. Fire-mands gruppen i front blev splittet og vinderen af løbet blev PH’s formstærke Kasper Jebjerg. Christian kom i mål med det spurtende hovedfelt i hælene og blev en flot nummer fem. I feltets massespurt blev Jesper Andersen nummer tre og dermed samlet nr. 8. De tre resterende kom ind med feltet. Christians 5. plads var Odders bedste placering ved et cup løb dette år, alt i alt var det et tilfreds team som kunne drage hjem til Jylland. Næste weekend er Odders ryttere i aktion på vejene omkring Odder når klubben afholder sit årlige løb. Fra d. 11. til den 14. vil Odders juniorer deltage i et stort etape løb i Holland, hvor holdet ligeledes håber på succes. |