Drengeryttere erobrer belgiske bjergtoppe
Efter en hel dag og aften i bussen og en god nattesøvn var 17 drengeryttere og deres trænere klar til at erobre de belgiske bjerge torsdag formiddag. Fulde af forventning forlod flokken deres herberg syd for Gent lige i hjertet af ruten Flanderen Rundt midt i området ved de flamske Ardenner-bjerge, der er kendt for lave bjerge, der til gengæld har ekstremt skrappe stigninger. Og drengetræner Torben Søndergaard og kasserer Torben Kristensen i følgebilen fandt da også flere af rutens stejleste bjerge som Patersberg og Koppenberg. Her fik drengene brug for alle deres kræfter og laveste gear op af de toppede brosten og udmarvende stigninger på op til 22 pct. på det stejleste bjerg, Koppenbjerg, der er 1.100 meter lang og har en gennemsnitlig stigning på 11 pct. Efter første tur udfordrede flere af drengene deres trænere, der måtte op og ned tre gange – vel og mærke i over 30 graders varme. Selv Esben, der tidligere på ruten var ude for et styrt og måtte køre med Torben i følgebilen, blev grebet af udfordringen og til klapsalver fra de andre drenge erobrede også han bjerget.
Efter Koppenberg var der 20 km hjem, og med brugte ben kom en flok svedige drenge hjem til et afsva-lende brusebad og en styrkende kage med cola til. I aften tænder vi bål, og holder sankt hans. Drengene hygger sig sammen. De har længe set frem til deres Belgiens-tur, og ind til nu er de ikke blevet skuffet.
Odders drenge ramte Muren i 38 graders varme
Efter en god nats søvn og en ordentlig skudefuld af Frans’ havregrød var alle klar og på cyklerne klokken lidt over 9 fredag morgen. På det tidspunkt og frem til middag var det skønt cykelvejr, men over middag stegede alle under cykelhjelmen. Vores buschauffør, Kjeld, havde sammen med trænerne forberedt en rute på GPS-navigatoren. Ivrig gik han op i opgaven, servicerede os, filmede os på video og viste vej i de små landsbyer. Rutens absolutte højdepunkt var le Muur i Geeretsbergen, som er en af de kendte og skrappe stigninger i Flanderen Rundt. Stigningen starter i bunden af byen og i mere end en kilometer går det meget stejl op af toppede brosten, og på den sidste stigning går det nærmest lodret op. Træner Tor-ben mente dog ikke, at en tur var nok. Mellemste drenge var op og ned af bjerget tre gange, mens æld-ste drenge måtte op fire gange før der var cola og flutes.
Dagens tur blev på over 80 kilometer, og efter et bad og fødselsdagskage for Andreas var drengene fri-ske på at køre til Aalst for at snuse og shoppe i en vildt stor cykelbutik. Det lækre udstyr blev beundret, men som Emil sagde: ”Det ville have været sjovere at have haft 15.000 kr. med.”
Pasta og kødsovs blev indtaget med stor appetit, og vi alle hyggede os i den lune sommeraften.
|