Vi har været afsted på den årlige træningslejr i Stensballe ved Horsens, hvor vi mødtes med en masse andre klubber for at træne samkørsel i de respektive felter. Samtidig fik vi også lige mulighed for at vurdere formen på nogle af de konkurrenter, vi kommer til at møde i den nært forestående cykelsæson.

Vi stillede med 8 U15-drenge og 3 U17-gutter, og jeg havde fornøjelsen af at være med som hjælper/træner på turene – og ellers den “voksne” leder.

Det har virkelig været en fornøjelse. Det har været SÅ hyggeligt at spise pizza og snolder med drengene, samtidig med at jeg fik et lille indblik i deres ret sjove pre-teen-verden.

Vi har set Strade Bianche på storskærm, været til foredrag med Michael Berling, spist og sovet sammen de sidste par dage – og været ude på tre gode træningsture i vådt vejr.

Jeg synes helt klart, at sådan en tur gør noget ved sammenholdet. Det virker i hvert fald til, at drengene er blevet endnu mere sammentømrede efter sådan en weekend. Det lover godt for den kommende sæson, hvor vi kan stille med hele 9 ryttere i U15.

Jeg er ret sikker på, at de her fællesture styrker fællesskabet markant – også på tværs af aldersgrupperne – så jeg vil gerne opfordre til, at man prioriterer dem, når muligheden er der. Det er med til at give klubben et endnu stærkere fællesskab.

Jeg glæder mig til at hjælpe drengene videre med træningen allerede fra på tirsdag, og jeg er sikker på, at vi kommer til at se en god udvikling i løbet af sæsonen.

Tak for lån – håber drengene sover lige så godt i nat, som jeg helt sikkert kommer til at gøre… i MIN EGEN SENG 😄